Silkeborg Gymnasium udbyder en række kunstneriske studieretninger. Fælles for studieretningerne er, at musik og/eller dramatik er bærende studieretningsfag. Arbejdsformerne er afvekslende og der indgår såvel en teoretisk som en udøvende side af de kunstneriske fag.
Om valg af studieretning og valgfag Alle elever tilkendegiver hvilken studieretning de ønsker at følge i forbindelse med deres ansøgning til gymnasiet. Først ved afslutningen af grundforløbet foretager eleven sit endelige valg af studieretning. For at sikre at eleven kan vælge en anden studieretning end den eleven oprindelig angav, er undervisningen i grundforløbet tilrettelagt sådan at alle elever har de samme muligheder. Der er mange studieretninger at vælge mellem, men ikke alle studieretninger oprettes. Elevernes endelige studieretningsvalg er afgørende for hvilke studieretninger, der oprettes.
Hvordan vælger man den rigtige studieretning? Du skal først og fremmest se på, hvilke tre fag, der er bærende studieretningsfag. Derefter bør du betragte studieretningen som en helhed med de planer, der er for den. Du kan læse om studieretningerne her på hjemmesiden og din studievejleder vil naturligvis også informere dig. I forbindelse med dit valg af studieretning bør du også se på hvilke muligheder, du har for at vælge valgfag.
Hvilke valgfag kan jeg vælge? Det kan du finde ud af ved at anvende det menupunkt på hjemmesiden, der hedder Sammensæt din studieretning. Du vil her finde ud af, at der på nogle studieretninger er få muligheder for valgfag og på andre mange. Det afhænger af hvilke niveauer fagene har i studieretningen og det afhænger også af dit valg af 2. sprog.